Lidt om præsten

Hvem er han

Jesper Hartvig Svärd

Hvad er han rundet af?

Som sagt:

 

Jeg blev døbt i Kastrup Kirke i København den 20. februar 1966. Det er en af grundene til, at jeg ikke taler fynsk, selvom jeg har boet på Fyn siden 1997. Gad vide om jeg lær' det.....

Jeg plejer at holde på, at jeg kommer fra Møn. Der har jeg haft mine teenageår, og det er kun få år siden vi har sluppet taget i den skønne ø. Nu har vi den kun som rejsemål. Naturen minder på mange måder om den, vi bor i hér på sydvestfyn. Havet er mildere her, men naturen er lige så storslået.

 

Janne og jeg boede en del år på Frederiksberg og havde sommerhus ved Furesøen, inden vi flyttede til Fyn. Vi er også begge uddannede på Københavns Universitet. Mange af de år havde jeg glæden af at arbejde sammen med min far på hans maskinfabrik, der dengang lå dér, hvor Nørrebro Bryghus ligger i dag.

 

Vi købte et lille landbrug ved Tårup i '97, da Janne blev viceinspektør på Statsfængslet i Nyborg. Stedet solgte vi , da jeg blev præst i Horne. Der havde vi bl.a. vildsvin, og hér forøgede vi børneflokken i betragtelig grad fra 1 til 4. De sidste husker kun at have boet hér i Horne.

 

Jeg har næsten været gift med Janne i 30 år. Så det er længe siden, jeg solgte min Puch Monza. Min gamle ven Ole fortalte mig for ikke så lang tid siden, at jeg kunne sælge den for 40.000, hvis jeg altså stadig havde den. Ti gange mere end det jeg fik for den dengang i '81. Pyt med det, der står også en gammel Jaguar og tager al pladsen i garagen, den kan du købe i stedet. Den er der også mere maskine over.

Jeg havde udlevet min knallertbølletid, før jeg blev 16 og havde skiftet den ud med en cykel. På det tidspunkt i livet funderede jeg allerede over en dag at blive præst, men forlod tanken og begyndte på DTH i Lyngby efter skolen i stedet.