At rejse er at jeg er

Dejlig er jorden...

 

Vi er pilgrimme. Eller vores sjæle er det. Det siger Ingemann i sin salme "Dejlig er jorden!" DDS 121

 

"...Gennem de favre, riger på jorden, går vi til Paradis med sang..."

 

Turen i en Labyrint er også en rejse, hvor man hele tiden bliver vendt mod de forskellige verdenshjørner, indtil man pludselig er nået ind til midten og kan vende sig i den retning man vil....

Rejse

 

"JEG ER vejen...." Joh 14.6

 

Der er ikke noget som at komme ud af huset. Bare det at tage op i skoven og gå en lang tur, forandrer ens perspektiv på livet. Fuglenes lyde, den rislende bæk og den lette vind i kinderne.

 

Men man kan jo også flyve endnu længere væk og være afsted i uge- eller månedsvis. Så vender man hjem med indtryk, man ikke før har kendt. På mange måder føler man sig som et nyt menneske, men selvfølgelig er der tale om et fornyet menneske, eller et menneske der i en eller anden forstand er vokset.

 

Vi kan også om morgenen tage i skole og blive fyldt med kundskaber. Vi kan lære den rette kemiske sammensætning i beton, så vi bliver bedre til at bygge broer, så vi også på den måde kan udvide vores rækkeevne.

 

Men som mennesker er vi begrænsede. Det må vi sande, når vi står ved en rejses begyndelse. Pengene rækker ikke ubegrænset, og der er en grænse for det mulige i hvor langt det kan lade sig gøre at rejse. I det daglige er vi også begrænset i en masse andre forhold, hensynet til andre mennesker fx.

 

Bibelen handler om, at vi har fået lov til at være den, vi er. Gud siger ligefrem om sig selv, at han er Jahve, det betyder JEG ER. Vi er væsener med en grænse for vores råderum, vi møder meget med usikkerhed og har forskellige valgmuligheder, så det er ikke entydigt bestemt, hvad jeg vælger. Vores væren hænger sammen med vores gøren, uden at være det samme. Der er et spillerum. Det er det, vi med et andet ord kalder den åndelige dimension, det som er det spændende og enestående ved at være menneske. Og jeg kommer altid til at tænke på en lille sætning hos Johannes (3.8), når jeg bevæger med ude i den friske luft: "Vinden blæser hvorhen den vil".

 

Da jeg som ung begyndte at læse til ingeniør, var det egentlig min fars ide, eller ønske, og som sådan sammen med det andet kulturelle jeg havde med i min bagage, min biologi, min øvrige historie og bevidsthed starten på den rejse jeg påbegyndte, dengang jeg flyttede hjemmefra. Men vinden blæste i en anden retning, og det var ikke det jeg skulle være, ingeniør. Det var i den grad ikke mig. Jeg gik så på jagt efter den nærende kærlighed og den myndige ansvarlighed, der bør være enhver åndelig rejses endemål, og derfor endte jeg som præst i stedet. Det udelukker selvfølgelig ikke, at man som ingeniør kan have nøjagtig det samme mål.

 

Kristendom er budskabet om, at det er i orden, at sandheden om hvem vi er kommer for en dag og viser os, hvordan vi både gennem godt og ondt, eller trods godt og ondt, kan leve og vokse sådan som vi er, begrænsede som vi er. Også af dødens grænse. Og vores evners grænse. Guds kærlighed giver os modet til at være det vi er, sammen med modet til kun at være det vi er. Eller sagt på en lidt anden og måske lidt gammeldags måde, det giver os mod til at være skyldnere.

 

I Bibelen er der en historie om en tjener, der får nogle af sin Herres penge i opdrag. Han ender med at grave dem ned, fordi han er bange for at dumme sig og miste dem. På samme måde kan man miste sine egne talenter ved ikke at bruge dem. Det kræver mod at være skyldig. Det kræver mod at indse, at man er begrænset.

 

Livsrejsens sidste skridt er at have mod til at være skyldig og kærlig nok til ikke at blive det, eller ønsket om ikke at blive skyldig. Så er vi på vej med at gøre det bedste vi kan med den vi er.

 

Vi møder Guds kærlighed i Jesus Kristus, og kærligheden møder vi ansigt til ansigt med ham, og dér mærker vi, at vi er elskede som vi er. Vejen dertil er at blive den vi er, eller i højere og højere grad at blive os bevidste om, hvem vi er og tage ansvarlige konsekvenser af det. Måske kan vi herfra vokse til fuld blomstring af det, Skaberen har lagt i os. Det er også en måde at vende hjem på.

 

God rejse!