Konfirmation

Ord, ord, ord...

 

»Du er Kristus, den levende Guds Søn.«

Matt. 16.16

 

Sådan lyder min mors konfirmandord. Jeg fandt det desværre først en tid efter hendes død - hvor ville jeg gerne have haft det, da jeg skulle skrive talen til hendes bisættelse...

 

Konfirmation

 

Konfirmation er meget mere end undervisning og kulturel og religiøs bevidstgørelse. Det handler helt konkret om, at det bliver bekræftet, hvem jeg er. Den jeg er, er jeg altid i forhold til noget andet. Det kan være i forlængelse af noget andet, og det kan være i modsætning til noget andet.

 

Forælderne fylder utrolig meget i børnenes selvopfattelse. På mange måder ligner vi vores forældre. Både hvad angår holdninger og på celleplanet er lighederne i overtal. På den vis har man aldrig været i tvivl om, hvem man var, og hvem man hører sammen med.

 

Det gælder selvfølgelig også kulturen og traditioner. Man mener ligefrem af kunne spore, at religion er gået forud for dannelse af bysamfund. Mennesket har danset om juletræet med hinanden i hænderne i mange, mange tusinde år, medens man sang "så går vi rundt om en enebærbusk...". Vi er nødt til at have en fælles fortælling om det at være sammen, som dem vi er.

 

Men til det skal vi også bruge fortæling om hvem JEG ER. Ikke mindst i denne superindividualiserede tidsalder, vi lever i i dag. Hvem er jeg, og hvad spejler jeg mit liv i. Eller: Hvad eller hvem bekender jeg mig til. Gud eller fanden. Marx eller Lenin. Putin eller Trump.

 

Gud har kun en modsætning, og det er død, for Gud er kærlighed. Og kun kærlighed er stærkere end døden. Men Gud er også begrænset, det må vi nok som mennesker indse, og det gør vi ved at se på det levede liv, som vi har det overleveret i Jesus af Nazaret. Han kunne ikke få alle mennesker til at elske sig, og han kunne ikke holde op med at elske mennesker. Gud kan ikke holde op med at elske. Sådan kender vi ham i Kristus. Han kunne ikke lade være med at genopstå, fordi han er kærlighed, og den kan ikke dø. Derfor er Gud og kærlighed hos os endnu.

 

Det er det, unge mennesker får bekræftet ved konfirmationen, og det er det, de gennem undervisning og bevidstgørelse bliver forberedt på at sige ja til. Ja, det er sådan det er... "Du er Kristus, den levende Guds søn."

 

 

 

 

 

 

 

Min mor blev konfirmeret i Fakse Kirke den 29. september 1957