Afsked

Der er ingen trøst...

 

Når vi mødes ved en kiste, må vi holde hinanden fast på, at der er en sol, der står op over de utrøstelige, "At mig dagen fryder, trods synd og død." som Jakob Knudsen siger det i 2. vers af sin vidunderlige salme "Se nu stiger solen..."

 

Afsked

 

En tur på Horne Kirkegård lader ikke én i tvivl. Gravstensinskriptionerne fortæller det: De er "Elsket og savnet". Nogens elskede er død og kommer ikke tilbage. Så hvor skal glæden nu komme fra?

 

Glæden kommer, fordi der engang har været noget, der ikke kan erstattes. Og jeg har hver gang jeg har været med til begravelse igen og igen måttet sande, at det er ganske vist, at kærligheden er stærkere end døden. Kærligheden forsvinder ikke, fordi en er død. For en mor, der har mistet sine børn i en trafikulykke, er der simpelthen ingen trøst. Det er der heller ikke for en ældre enke, eller enkemand. Livet består ikke kun af glædesfølelsen, men af mange følelser. Også følelser vi bliver flove over. Jeg kender mange, der har affejret deres ægtefælles begravelse på beroligende medicin. Det er en dårlig ide, for alle følelser hører med til livet, glæden er bare en blandt mange. Vrede. Frygt. Sorg. Hvis ikke vi kan blive vrede, kan det være svært at trække grænser. Sorg får os til at slippe, ligesom glæden får os til at tage imod.

 

Det er vores virkelighed som mennesker. Vi kommer til at give slip på dem vi elsker.

 

Også himmelens virkelighed eller Guds virkelighed er vores. Det blev vi lovet i vores dåb, hvor Jesus siger, han er med os alle dage indtil verdens ende. Der er vi ikke nået til endnu. Og jordens virkelighed er vores. Vi er her på særlige vilkår.

 

Den gode afsked i kirken skal placere vores tab i den virkelighed. Den døde har plads hos Gud, og den døde har plads hos os her på jorden. Inde i al det er glæden, og den skal nok komme, så "dagen mig fryder, trods synd og død".

 

Vores gamle ritualer og salmerne fører os sammen med vores fælles menneskelige virkelighed, langt, langt tilbage med generationerne før os - ritualerne giver overskud, det er derfor vi har dem. Virkeligheden er al det, der virker. Også ritualer og fortællinger og omtale af et menneske, vi savner helt ubeskriveligt..